Stort set alle danske turister i Oslo skal, når de har slentret på Karl Johan og set på vikingeskibe, på Munch-Museet. Hvis man engang i slutningen af 1880 erne havde fortalt det til selv moderne indstillede nordmænd, ville vedkommende antageligt være brudt sammen i et latterbrøl. For Edvard Munch var sammen med det moderne gennembruds norske forfattere så forhadt, at et museum for Munch ligesom kloge bøger om de øvrige bohêmer var nøjagtig lige så utænkelige som en månevandring. For disse kunstnere repræsenterede et så frygteligt brud på den almindelige velanstændighed, at flertallet af fornuftige borgere helst så dem drevet ud af Kristiania, den by, som ingen som bekendt forlader, uden at han har fået mærker på sin sjæl. Det var ikke én kunstner, der stod for opbruddet, der var tale om en lille gruppe, men den, som vel nok betød mest, og om hvem, der stod det største røre, var forfatteren Hans Jæger. Hans bøger blev beslaglagt, han afsonede flere fængselsdomme for sine skriverier, blev fyret som Rigsdagsstenograf, ikke fordi han ikke kunne stenografere, men fordi han skrev de ting, han gjorde. Hans liv var stort set elendigt, for han levede af det, som flertallet af unge, kunstnere gjorde, nemlig af en blanding af absint, toddyer, snaps, og det lige fra han stod op - og det var ikke om morgenen - til han sank om i en gedigen rus.
En 'samplet' livshistorie
Lyt til artiklen
