Randa Ghazy var blot 16 år, da hun skrev 'Drømmen om Palæstina'. Hun havde set et indslag i fjernsynet fra intifadaen om drabet på en 12-årig dreng. Forfatteren selv er egypter, men bosat i Italien. Bogen er allerede solgt til udgivelse i flere lande. Ifølge forlaget har nogle jødiske kredse forsøgt at stoppe bogen bl.a. i Frankrig. Det er der ingen grund til. Med usædvanlig indlevelse beretter Randa Ghazy om de umulige levevilkår for en flok børn og unge i Gazastriben. De er alle sammen mere eller mindre forældreløse. Deres hverdag er præget af skud og stenkast og en uendelig sorg. Alligevel er der overskud til smil og hjælpsomhed - ja, endog forelskelse. Det er en forfærdelig historie, Randa Ghazy fortæller. Den ruller tungt mod sin uundgåelige og triste slutning. Alligevel efterlader bogen hverken blind vrede eller trøstesløse tanker. Historien fortsætter igen i morgen med nye aktører. Og inden i enhver stenkaster er der en historie som den, vi lige har hørt. Måske har forfatteren lånt fra fjernsynets hektiske måde at formidle nyheder på. I hvert fald er bogen sprogligt spændt til bristepunktet, sætningerne hamres ud i rytmiske stød. Det giver åndenød og solflimmer at være med, mens forfatteren rapper sig igennem sin historie. Og enhver anden end en ung, vred debutant var faldet igennem. Men her mærker man hadet og smerten formidlet i én lang glidende og medfølende bevægelse. Selvfølgelig er det en bog, der forstår og 'holder med' palæstinenserne. Hvem gør ikke det? 'Drømmen om Palæstina' har holdning og nerve og en art blidhed i tonen trods alt. Den slags historier for børn og unge kommer ofte i professionelt, gennemtygget form. Her er en ægte nybegynder med egne tænder og lynende øjne. I virkeligheden skulle unge selv skrive ungdomsbøgerne.