Undergrunden under vores klippeø er som bekendt fuld af liv. Ve den vejmand, der hugger i den forkerte sten. I Kirsten Sonne Harilds debut drejer det sig om en helt ny vej, der skal anlægges, og der bliver taget skrappe midler i brug fra begge sider. Mord og hærværk hærger, da to ferierende børn på 12 år ledes ind i de underjordiskes land, hvorfra de afværger en katastrofe - og glemmer det hele bagefter. Til sidst lærer pigen drengen at svømme. 'Den hemmelige by' er fortalt ligeud, som om det er noget, der sker hver dag på øen. Emmys tante har et ben i begge lejre, og det samme har Frederiks bedstefar, der ved alt om sten. Nede i byen ved havet bor flere af slagsen. De er ikke organiserede - snarere galsindede - og derfor træder de ofte sig selv over tæerne. Også dem, der kun har tre. En særlig rolle spiller den fremskridtsemsige redaktør af Nordposten, der gerne vil have Disneyland flyttet til øen. Forfatteren opruller et kalejdoskopisk billede af sommer og sild, af små sorger og sommerfuglekys. Det er en historie, der lever og luner, og de knortede underjordiske væsner er beskrevet med forståelse og agtelse. Det er den klassiske mysteriebog om to børn i deres sidste uskyldige mysteriesommer. Til næste år kysser de rigtigt. Det er en uopslidelig genre. Kirsten Sonne Harild fortæller med energi og god sans for at strø bidder af sit mysterium rundt omkring. Sproget flyder let, og handlingen er veldisponeret. Hun må have skrevet før! Om ikke andet indlæg til Nordposten.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























