Det er sjældent, der står så meget på én side i en børnebog som i Marianne Larsens nyeste. Der er ikke engang særlig mange ord pr. side. Men hvad kan man ikke få ud af en sætning som denne: »Det går langsommere at snakke højt med sig selv end at drømme uden at bruge munden«. I det hele taget er 'Balotti og andre børn' en smal sag. Dorte Karrebæk har tegnet til. Det er Langsomlars, der sidder og snakker højt med sig selv, mens søster Hurtigløberlotte pisker rundt om blokken. Det er meningen, han skal tage tid, men selv minutterne går alt for hurtigt for Langsomlars. Søsteren er lige modsat: »Om morgenen vågnede hun hurtigt«. Hun har ikke ro, den pige. Nu løber hun i seng, inden Langsomlars har sat sig til bordet. Dorte Karrebæk tegner to glade dyr - en snegl og en slags leopard. Marianne Larsen har fundet på seks små historier. De fortælles tindrende veloplagt i et tonefald, der er både medvidende og indtrængende. Og hold ørerne stive! Titelhistorien f.eks. handler om det magiske øjeblik, hvor verden går i stå, og alt bliver til gentagelse. Mor spiser af det samme æble. Drengen tegner det samme bilhjul. Så rejser katten sig og siger miav. Fortryllelsen er brudt, men der er altid en ny fortryllelse på vej. Det er også godt nyt, når to børn med alenlange navne opfinder en ny ugedag med et endnu længere navn. Den skal ligge mellem mandag og tirsdag, og det bliver en dejlig dag. Til sidst er der historien om pigen Tillynilly, der ikke kan se sit eget ansigt. Her er en rig bog, fuld af ord, der ligger godt i munden, og med historier, der lirker ved fantasien. Den skaber stemninger, men ingen indre billeder. Det hele er enkelt og soleklart fortalt, så det kan undre, det ikke er blevet fortalt før. F.eks. om Tillynillys sære syn: »Tillynillys øjne blev undersøgt af en øjenlæge. De var lyseblå og fejlede ikke spor«. Pigen kan kun se andre menneskers øjne og ansigter: »Og det var hun godt nok tilfreds med«. Det må være månedens børnebog - mindst!