Hop på stedet

Lyt til artiklen

Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme. Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, 'elskede elskede', er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme. En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren - bogens jeg - i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande. Krabats digte er lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke - og det er afgørende - den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for 'vel at mærke') og »løber ingen chancer« (frem for enten {lsquo}løber ingen risici' eller {lsquo}tager ingen chancer') - for bare at nævne nogle af dem. Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge. Så trods store - også kompositoriske - armbevægelser letter 'elskede elskede' ikke rigtigt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her