Tre berømte kærlighedsforhold og et anonymt, alle centreret omkring den ældre lærer og den unge kvinde og elev, er temaet i Anne Marie Ejrnæs' bog med fire lange fortællinger, nærmest små kondenserede romaner, der går ind på forskellige tidspunkter af kvindernes liv og undersøger, hvad der var - og hvad der blev af de umage par. Vi møder den midaldrende billedhugger Camille Claudel i 1918 på det sindssygehospital, hendes familie har fået hende anbragt på, uden mindste interesse i at få hende ud igen. Hun er gået i stykker på sit gamle forhold til læremesteren Rodin, der har plagieret nogle af hendes værker, mens hendes eget liv og anseelse tyndede ud efter bruddet, og hun blev syg. Han har »stjålet hendes livsånd og inspiration«, sådan oplever hun det sammen med den bitre erkendelse af, at han aldrig har overvejet at vælge mellem hende og sin kone samt det løse. Rodin er en forbruger, Camille er brugt op og betaler nok den dyreste pris af bogens kvinder. I fortællingen om Jung og Sabina Spielrein vises noget af samme relation. Hun var hans patient fra 1904 til hun blev medicinsk kandidat med en psykiatrisk afhandling i 1911 og fungerede i høj grad som inspirator til en række af Jungs senere begreber. En inspiration formidlet gennem den voldsomme og højstemte tiltrækning - den samstemthed og forbundethed i tanke og følelse, de var fælles om. Jungs kone måtte skrive til Sabines mor og anmode om at få afbrudt forholdet og den såkaldte terapi, mens Jung optrådte med Sabines case på konferencer.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























