Julia kommer ud af sin opgang. Hun bor i nummer 15 B. Hun kigger sig omkring, og så kører hun af sted med sin dukkevogn på jagt efter et dyr, hun kan putte ned i den. Egentlig er Julia lidt ligeglad med, om det er en hund eller et pindsvin eller en vingesyg krage; men uheldigvis er der ingen dyr, der lader sig fange i dag. Nu kommer drengen Futtog rundt om hjørnet med mors frugtskål på hovedet. De to futter lidt rundt om hinanden. Julia vender kareten nede i indkøbscentret for at trille hjem til nummer 15 B igen. Hovsa! Hvad er det? En smuk lille bille, der er grøn på ryggen og sort på maven. Er der liv i den? Julia er lidt ligeglad, for hvis den er død, vil hun begrave den sammen med andre insekter omme bagved skraldespandene. Slut! Næ, ikke helt. Barbro Lindgren tilføjer et påklistret efterskrift. Billen livede op og fløj sin vej. Og da Julia blev otte år, fik hun sin egen kat. Pjat! Eva Eriksson har heller ikke gidet lave andet end en minitegning til denne slutning. Bortset fra det fortæller Barbro Lindgren en lys og følsom historie om en almindelig dag i blokkene. Der er et skær af halvtredserne over 'Julia vil have et dyr', og det kommer naturligvis fra Eva Erikssons evigt unge tegninger i brun og grå og jordnær hverdag. Ingen anden tegner kan det, som hun kan. Her er billeder, der vækker minder om andre billeder. De skaber stemninger af jævnhed og en lille sorg, og så efterlader de alligevel et solstrejf i sjælen. Grå er håbets farve. Hvor er hun god! Så derfor er sidste side overflødig. Kort sagt: en elskelig udgivelse.
Sød historie
Lyt til artiklen
