Her er 'Træmandens hus'. Vi bliver aldrig budt indenfor af Rasmus Bregnhøis billedbog af samme navn. I stedet koncentrerer tegneren (og forfatteren) sig om alt det udvortes. Koen. Katten. Stokken. Og til sidst slagteren med sin store økse. Det er sådan en udgivelse, hvor sætningen »jamen, er det for børn!?« uvægerligt ligger lige for. 'Træmandens hus' ligner en billedbog, den lugter som en billedbog og ved første øjekast er alt i orden. Der er sådan lidt ubehjælpsom Pinocchio over tegningen af denne formodede træmand i sit hus. Ordene virker også tilforladelige, for det viser sig at være en remse, der løber baglæns ud ad dét bånd, som sidder i nøglen, der passer til låsen i træmandens hus. For enden af remsen står så slagteren, der straks parterer koen, der drak det vand, der slukkede ilden i stokken, der slog på katten, der åd musen og så videre. Der er et forbudt-for-børn billede til sidst af den store mand med overskæg og blod på hænderne foran den afdøde ko. Der bliver noget at snakke om rundt omkring under Ole Lukøje-natlamperne. For Rasmus Bregnhøi er denne bog et syvmileskridt. Den ligger langt fra hans normale tegnestil, hvor ansigter og perspektiver - såvel som farverne - er fra den syrligt-surrealistiske ende. Nu arbejder han i store flader, grove streger og dunkle kulører. Det er dét, de kan, mange af de 'nye' tegnere. Lave en billedbog, der ser helt normal ud til en helt normal tekst og så alligevel præsenterer sig som en ulv i fåreklæder. Et lille vrid. En enkelt streg. En mistænksom pointe. Hér er det gjort med urokkelig power og noget at have den i. Flot. Flot og tankevækkende. F.eks. tanken: Hvad siger børn? Hvis de da bliver spurgt!