Luften er efter sigende tynd i bjerge, og må dermed være 'tyk' forneden. Denne pudsige metafor kan ikke undgå at vække til eftertanke ved mødet med Inge Pedersens novellesamling 'Et lille stykke luft'. For sjældent har man dog i en sådan grad Jeppe Aakjær-agtigt været nede ved jorden, den fede, dampende, jyske muld, men også den bitre, sølle og lumre bund af den sociale pyramide - luften burde være tyk af indeklemt stegeos og hamper Cecil. Og det er den for så vidt også; men den er samtidig lidt tynd i det. Med 'tynd' tænker jeg på den uforlignelige Peter Seebergs forbillede: Var der nogen, der evnede at skildre det bette hverdagsliv med uendeligt raffinement, skæv ømhed og barok finesse, var det dog Seeberg, og Inge Pedersen synes i flere henseender at ville traske i Seebergs spor, allerede signaleret ved indledningens to herlige udsagn, der står foran som en art motto: »Elskede, kom hjem! Du er tilgivet«, og »Bare vent, Lonni. Jeg slår dig ihjel«, hentet henholdsvis fra ankomsthallen i Arlanda ved Stockholm, og skåret med kniv i døren på dametoilettet på Hjørring Banegård. Problemet er helt banalt, at Seeberg altid er en svær en at følge efter.
Tynd luft
Lyt til artiklen
