Nogle verslinjer dukker hvert eneste år op i hukommelsen, når det er konstateret, at foråret endnu en gang har sejret, nemlig »Den kedsom vinter gik sin gang/ den dag så kort, den nat så lang«, og så kan anmelderen ikke på stående fod huske mere end endnu en linje, nemlig »Hvor smukt naturen sig beter/ og ler«. Og så er livsmodet steget nogle grader, og der sendes en venlig tanke til poeten, 1700-tals digteren Ambrosius Stub. Denne levede fra 1705 til 1758 og havde et ganske anderledes liv end flertallet af danske poeter, som langt op i tiden var præster. Stub studerede også ganske længe teologi, men da hans ivrigste studier foregik på byens værts- og kaffehuse (han har også et digt om modedrikken kaffe), blev han aldrig færdig og fristede senere en tilværelse som sekretær eller skriverkarl hos rige adelsherrer, blandt andre hos herren på Valdemars Slot, en Niels Juel (nej, ikke ham med statuen, men hans barnebarn), der supplerede sine indtægter ved en udstrakt smuglervirksomhed. Stub skrev aldrig sine digte, som både omfattede lystige arier og gudelige digte, ned, og selv om det ikke gik ham godt i borgerlig forstand, havde han et godt omdømme, fordi han havde et smukt og lyst sind og en stor charme, og så kunne han både spille og digte. Vibeke Arndal har med 'Ambrosiuseventyret' skrevet sin version af Ambrosius Stubs barn- og ungdomshistorie (anden del skal efter planen udkomme i 2005, 200-året for hans bortgang fra denne jord), og hun har ret frie hænder, for man ved ikke synderlig meget om hans liv og færden. Og der, hvor kilderne tier, har romanforfatteren frit spillerum.