'Dogge' er en usædvanlig veloplagt skildring af et drengeliv i en forstad til Stockholm i begyndelsen af 1970'erne. Dogge er ca. 12 år, og han modtager med stort klarsyn og føjelighed alle de slag, som livet giver i løbet af en sommers tid. Mikael Engström medgiver gerne, at han har fortalt om sin egen barndom. Det er verden set fra underskoven af urskoven. Hjemme på Dogges vej, der består af etageblokke, ligger de i krig med nabovejen. Hér hersker jungleloven. Der bliver uddelt adskillige buler og brækkede næser, der bliver skidt og fiflet, mens alverdens svenskere defilerer forbi i folkekomediens habit. Særligt imponerende er den rituelle behandling, som dagplejemødrene i den lille park giver områdets storskæggede bums. Der bliver kigget på med hovedrystende accept. Dogge og hans ven Lasse løber for livet. Det bliver en livsform. Bag de kække ord og glæden ved spænding mærker man ægte undren over, hvorfor det skulle være sådan. Der bliver ikke krattet meget i drengenes hjemlige forhold, men det, man hører om, er tungt nok. I stedet er det ud ad døren og rundt om hjørnet. Vennen Ola med de forunderlige evner lader nærmest til at bo under gulvbrædderne til den lokale grillkiosk. Det er et præcist tidsbillede, der er i 'Dogge', (men var fuckfingeren egentlig opfundet dengang?). Der fortælles med energi, sans for dramatik og nerve i den stille stund efter farerne, hvor drenge bliver til mænd. Dogge elsker at læse om Edison, himmelrummet og atombomben over Hiroshima. Dén film kører ved siden af hele tiden. Og Dogges far viser filmene live i biffen. De ser Zorro alle dagene. Mange reoler kunne fyldes med bøger af alle de (mandlige) dansk/svensk/norske børnebogsforfattere, der i mere eller mindre kamufleret form har skrevet om deres egen barndom i henholdsvis 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Men det er ikke nok at kunne huske. Der skal mere til, og her er det måske, at Mikael Engström svigter en smule. Allerede på side 5 præsenteres Dogge som »glad i korte, blå bukser«. Det var, mens hans mor levede. Men Dogge fortsætter denne glæde på trods. Selv er han mere til Mowgli end til Zorro. Det er bogens gode budskab.