Når Bertill Nordahl fortæller, og Jesper Tom-Petersen tegner til, så sker der noget. De to har arbejdet sammen i tyve år om finurlighed i bogform. 'Viktor og junglemanden' er deres syttende værk. Nu er det blevet tid til spyfluen. Den summer rundt i Viktors bedstefars baghave, den dumper ned i saftevandet, og den ændrer sig i størrelse og farlighed, mens den gamle slumrer - bevæbnet med fluesmækker - og drengen leger med sin fars legetøjsdyr. Det er i og for sig en helt almindelig historie, som de to tegner og fortæller, og det bliver den ved med at være, lang tid efter den er skredet ind i fantasiens verden. Det er en kunst, som (især) tegneren mestrer. At tegne de almindeligste almindeligheder på en almindelig måde. Hans ansigter er berømte for de manglende karaktertræk - andre end de helt grundlæggende. Nu glider Viktor ned ad (jungle)floden. Tigeren brøler, og krokodillen forsøger at ligne en træstamme. Oppe i luften summer de væmmelige, ulækre spyfluer, og selv om Viktor knalder dem ned med sit gevær, så er de der stadig, og nu kommer det store vandfald. Plask! Den (dag)drømmende dreng bliver reddet på vandkanten af sin spyfobiske bedstefar. Snip. Snap. Snude. Så er der ikke mere. Der er ikke meget macho over Jesper Tom-Petersen. Med glimt i øjet er han en mester i at underdrive herrekønnets farlighed. Det er to lidt frygtsomme og pertentlige skabninger, der tusser ind og ud af drømmeland. Sammen har Tom-Petersen og Nordahl skabt et helt privat univers af troskyldighed og drengede, tegneserieagtige billeder. De bekæmper den utålelige mandschauvinisme med åben pande og mund - og klare øjne. Det gør de godt!