I sin tid, dengang i 1961 da den polske læge og forfatter Stanislaw Lem udgav science fiction-romanen 'Solaris', vakte den stort set kun opmærksomhed blandt genrens faste stab af fans. Lems roman var sådan set skrevet i en 'no nonsense'-prosa og yderst typisk for fremtidsromaner, som netop leger med videnskabelige vinkler ud fra futuristiske og objektive muligheder og metaforer. Det drejede sig endog om en jegroman, skrevet i en knap stil og en dyster stemning, som næsten fangede an med en hårdkogt psykolog, der som en anden amerikansk privatdetektiv drager ud på et besværligt job, en gåde som skal løses, en fjende som skal uskadeliggøres. Ganske vist i et mærkeligt og ahistorisk univers, netop fremtidens, hvor græsk mytologi, teknologisk isenkram og amerikanske navne finder sammen et sted i det ydre rum, hvor rumskibet Solaris har problemer med en ydre modstander. Men en modstander som er uhåndgribelig, et hav, der skyller omkring Solaris og sætter bølger i gang i besætningens bevidsthed, både den som ser klart, og den som gemmer på fortrængninger. Og selv vor coole jegfortællende antihelt, Kelvin, må sande, at også han har lig i lasten i sit sind, en kærlighedshistorie, som pludselig melder sig som et terningekast og en skæbne, nok så mange lysår ikke kan løbe fra. I det dæmoniske hav, som ophæver ikke kun tid og sted, men også fortid, nutid og fremtid.
Skæbnens naturkraft
Lyt til artiklen
