Lige inden vi kammer over af barnlig begejstring for tidens store dille - historiefortælling eller storytelling, som driftige erhvervsfolk og 'frisk med det nye'-journalister ynder at kalde denne urgamle sociale begivenhed - så var det måske en udmærket idé at læse Louis Jensens første roman for voksne, 'Alma'. Her får den professionelle historiefortæller én over tasterne; både skriverkarlen på meterbetaling og Forfatteren med stort og fisefornemt F hænges ud til almen, men måske især intern, fagfilosofisk underholdning. Nok kan ord forskønne og forløse, men de kan også så meget andet - få et hjerte til at briste. Eller danne skalkeskjul for fortællerens egentlige jeg. Jegpersonen i digterens og børnebogsforfatterens frodigt fabulerende miniroman er ad kringlede veje havnet på en skrivestue, hvor der fabrikeres sørgelige barndomsminder og happy endings til en kundekreds af kedelige mennesker. Vor unge helt skriver sine klienter ind i lykkeligere - eller mere spektakulære - omstændigheder og erfarer med tiden, at fiktion bliver til fakta: Vi får de liv, der fortælles! Så er det jo bare at vende opgaven på hovedet, lade storytelleren digte om død og ulykke og afvente, hvorvidt magien holder, når den nu pludselig er sort.
Taget på ordet
Lyt til artiklen
