'På vej til en ven' - det lyder så henkastet og hyggeligt. Men sagen er, at drengen i den norske forfatter Niels Fredrik Dahls roman med denne titel sjældent er på vej nogen steder hen. Han dasker ensomt omkring, fordi han ikke vil være hjemme i det nervøse, sygdomsplagede, om end velmenende hjem. Romanen krydsklipper mellem den voksne Vilgot og den elleveårige dreng, der vokser op i moderne boligblokke i en forstad til Oslo, opført på markerne til en gammel gård, der bliver stående tilbage med en enkelt beboer, Galebonden eller greven af Hoff, som de kalder ham - en længselsbesat mand, der er gået i stykker på en gammel kærlighedshistorie, som han indvier drengen Vilgot i. Norsk litteratur kommer i disse år frem med den ene glimrende roman efter den anden. Niels Fredrik Dahls er i slægt med Saaby Christensens 'Halvbroderen'. Som den er 'På vej til en ven' også en moderne elegi, skrevet med den helt særegne blanding af poesi og realisme, af humor og melankoli, der er blevet en tone i en del af den moderne norske litteratur. Den voksne eneboer Vilgot, der som voksen har arvet Galebondens gård, erindrer sig tilbage til de glimt af varme og omsorg, han ikke fik nok af som barn, men som han husker så meget desto tydeligere. Igennem romanen går et suk efter kontakt med faderen, et velkendt litterært motiv. Men alle mænd og mulige faderfigurer i denne roman er dybt sårede og kan ikke tilbyde den form for stabil og pålidelig relation, et barn har brug for. Det gælder Galebonden, der bliver hans ven, og det gælder hans egen far. Til gengæld er der Tryggve Lie, Norges store søn og helt, som Vilgot får et glimt af og drømmer om som inkarnationen af alt godt og trygt. Fadersavnet får en overvældende og vægtig skildring i denne roman, der både kan tale lavmælt og spænde sproget op i store syner.