0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man gjorde et barn fortræd

Fadersavn og traumatisk erindring er grundstof i 'På vej til en ven' - endnu en roman, der sætter norsk litteratur på det litterære landkort.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'På vej til en ven' - det lyder så henkastet og hyggeligt. Men sagen er, at drengen i den norske forfatter Niels Fredrik Dahls roman med denne titel sjældent er på vej nogen steder hen.

Han dasker ensomt omkring, fordi han ikke vil være hjemme i det nervøse, sygdomsplagede, om end velmenende hjem. Romanen krydsklipper mellem den voksne Vilgot og den elleveårige dreng, der vokser op i moderne boligblokke i en forstad til Oslo, opført på markerne til en gammel gård, der bliver stående tilbage med en enkelt beboer, Galebonden eller greven af Hoff, som de kalder ham - en længselsbesat mand, der er gået i stykker på en gammel kærlighedshistorie, som han indvier drengen Vilgot i.

Norsk litteratur kommer i disse år frem med den ene glimrende roman efter den anden. Niels Fredrik Dahls er i slægt med Saaby Christensens 'Halvbroderen'. Som den er 'På vej til en ven' også en moderne elegi, skrevet med den helt særegne blanding af poesi og realisme, af humor og melankoli, der er blevet en tone i en del af den moderne norske litteratur.

Den voksne eneboer Vilgot, der som voksen har arvet Galebondens gård, erindrer sig tilbage til de glimt af varme og omsorg, han ikke fik nok af som barn, men som han husker så meget desto tydeligere.

Igennem romanen går et suk efter kontakt med faderen, et velkendt litterært motiv. Men alle mænd og mulige faderfigurer i denne roman er dybt sårede og kan ikke tilbyde den form for stabil og pålidelig relation, et barn har brug for. Det gælder Galebonden, der bliver hans ven, og det gælder hans egen far. Til gengæld er der Tryggve Lie, Norges store søn og helt, som Vilgot får et glimt af og drømmer om som inkarnationen af alt godt og trygt.

Fadersavnet får en overvældende og vægtig skildring i denne roman, der både kan tale lavmælt og spænde sproget op i store syner.


Det er en roman, der udfolder sig i et forløb af erindring og fortrængning. Deraf de forskudte tidsplaner og skiftene mellem jegfortælling og tredjepersonsskildring. Langsomt går det op for én, at baggrunden for både barnets og den voksnes isolation og lidelser er et seksuelt overgreb.

For et årti siden var incest det tabu, litteraturen skulle bryde. Nu er det tilsyneladende pædofili. Det fylder ikke meget på romanens sider, men det er det smertepunkt, der kredses om i den langsomme afdækning af Vilgots ensomhed og store tavshed. Han er blevet en mand, som har valgt den fuldstændige psykiske tilbagetrækning som forsvar.

Niels Fredrik Dahl fastholder den psykologisk realistiske romans intense sjæleanalyse, men overskrider den også gennem en række mere eller mindre groteske elementer. F.eks. har den voksne Vilgot en elefant stående i laden, som et omrejsende cirkus har efterladt.

Elefanten med den tykke hud og de betændte sår er et håndfast symbol på Vilgot selv . Og det store dyr i fodlænker med sine repetitive bevægelser er desuden billede på alle de lænkede mænd, der befolker bogen. Vilgot sætter endelig elefanten fri, men den synker om i Oslos gader, hvor en fotograf får et fantastisk billede af den udmattede elefant, der har givet op, og den spærrede trafik - romanens indledende og igangsættende scene.

Tung symbolik, javist. Men skildringen af den ensomme dreng og den lænkede mand har et særligt svæv, som det er lykkedes forfatterægteparret Karen Fastrup og Niels Lyngsø at indfange i en smuk og lydefri oversættelse.

Romanen er modelleret over eventyret Rødhættes tema om det tillidsfulde barn, der villigt følger ulvens lokken. Men i denne originale moderne version af eventyret er der ingen behjertet jæger. Kun rystende ensomhed og skære drømme om egentlig kontakt til mennesker.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu