Her er en forbløffende bog. Den er fyldt med forfærdelige hændelser, smukke historier, vidunderlige, forunderlige, utrolige og mirakuløse foreteelser. Esther Edelsten har samlet tolv fortællinger fra den jødiske tradition og udgiver dem sammen med noter og pædagogiske anvisninger (samt illustrationer) under titlen 'Løvemælk til kongen'. Det er den unge prins Salomon, der er 'forbløffende'. Hver historie har et lille forskræp. Vi skal tilbage til den hårde vinter for mange år siden, »da frosten i Jerusalem isnede mennesker og dyr helt ind til knoglerne«. Og mens den kloge kong David må give op over for problemet, så løser hans søn det på eleganteste vis. En tyvagtig nabo får tilgivelse, og Salomon får et kys (på panden). De øvrige historier foregår også alle i Bibelland, hvor godhed er velset, og grådighed bærer straffen i sig selv. 'Bruden og slangen' og 'Prinsessen på den øde ø' er to af de bedste. Det vil føre for langt at referere dem her, så prøv selv! Det gælder også ved formidlingen. Prøv selv! Uden brug af bogen. Disse historier er meget mundtlige. Det er lidt svært at forholde sig til disse fortællingernes opståen som 'Midrash'-litteratur i kølvandet på Talmud. Så hellere læse eller høre dem for dét, de er: alment gods fra vores store, fælles skattekiste. Esther Edelsten har 'afprøvet' sine fortællinger på Skottegårdens SFO i Kastrup. Herfra kommer også Dorthe Rude, hvis naivistiske tegninger passer 'forbløffende' godt til historierne. Profeten Elias vil dog nok ikke kunne genkende sig selv.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























