Her kommer så andet bind i Anna Janssons krimiserie om Maria Wern, kriminalinspektør, mor til to små børn, noget over sin første ungdom og gift med en mand, der er vist nok er en karismatisk lærer, især overfor kvindelige elever. Så der er nok at tage sig af og tænke på, mens vor heltinde leder efter en forsvunden mand, der viser sig at have været et rigtigt dumt svin og en infam voldtægtsmand. I hvert fald overfor sin egen kone, den stille og romantiske Rosmarie, der egentlig blot vil have lov til at dyrke sin have med alle de smukke og nyttige planter. Men sådan går det ikke, snart viser det sig, at en hævngerrig og psykopatisk morder render rundt der ude i det svenske. Jansson skriver i en let og glidende, ja, netop ærkesvensk krimirealisme, hvor det spændende sensationelle flettes ind med et kvindelivs daglige trummerum. Det feministiske islæt er knap så hektisk og heftigt som hos Liza Marklund, Janssons verden er vederkvægende mindre fuld af karriere- og mediemæssige fristelser. Til gengæld vender vi også her bøtten med beskidte bleer, en mand som måske har noget kørende ved siden af, den midaldrende og fraskilte venindes desperate jagt på en kæreste, hvordan man selv får lidt sex, når den mindste sover i sengen og så er der endelig problemet med en sympatisk kollegas kriminelle datter. Alt sammen såre godt, ikke ophidsende og dog tilpas underholdende, om end sagen er lidt lang i spyttet. Uden at røbe for meget minder plottet lidt for meget om Janssons forrige 'Stum sidder guden', til gengæld er 'Alle de stille døde' bedre skrevet og komponeret.