Det lyder skrupskørt. En sten, der brummer. Kun to personer kan høre lyden, med hundrede års mellemrum. Den bliver fundet i en drypstenshule dybt nede i De Schweiziske Alper, før Første Verdenskrig, af en amatør og naturvidenskabelig huleentusiast, som bliver døv af den mærkelige brummen. Han mener, den må være vidnesbyrd om underjordiske kræfter af geologisk art. Stenen forsvinder efter Murens fald i den anden ende af århundredet, mellem hænderne på en kunsthistoriker fra det sunkne DDR, som har fundet den på et kunstmuseum i Düsseldorf og sætter livet ind, og til, på at opspore dens oprindelse. Indimellem har stenen bevæget sig som en stafet gennem det turbulente 20. århundrede, fra finderens dødsbo til hans nevø, en tysk anarkist, der forelsker sig i en ung jødinde i mellemkrigstiden. Videre fra hendes flugtbagage til en hittegodskontorbestyrer og det barn, han hitter, som gemmer sig i de østtyske skove, indtil Det Tyske Socialistiske Enhedspartis kadrer putter ham i Freie Deutsche Jugend, hvorefter han flygter med den nu lydløse sten i lommen til Vesttyskland, hvor han forelsker sig i en ung kunstnerinde, der lægger stenen i en æske, binder en sløjfe om den og kalder den et kunstværk, for hun har studeret Fluxus og Beuys og lært, at et kunstværk er en handling, som man beslutter, er et kunstværk. Herfra, og med hjælp fra det kapitalistiske marked, havner æsken med stenen i en kunstsamlers bo, hvorfra den går til kunstmuseet, hvor den kvindelige kunsthistoriker von drüben drister sig til at åbne æsken, selv om der står udenpå, at den kun må åbnes på en 'kunstnerisk ansvarlig' måde. Men kan hun ikke det, så kan hun i hvert fald føre alt det udvendige vedrørende stenen og æsken til bogs, så der hverken er naturvidenskab eller kunst tilbage, kun kustodevirksomhed.