Der blev vitterligt skudt med skarpt den sidste krigsvinter under besættelsen. Politi og regering var væk, tyskerne havde magten i Danmark og kæmpede med desperation i verdenskrigens slutrunde. Danske håndlangere i tyske uniformer, gerne syet på dansk under diverse navne, frem for alt Hipo, opførte sig som rene gangsterbander og dødspatruljer. Især selvfølgelig over for den tiltagende sabotage og de modstandsgrupper som gav igen med samme mønt med erobrede håndvåben og nedkastede maskinpistoler. Forfatteren Steen Langstrup, som før har skrevet effektive gysere og krimier, har på den baggrund skrevet en vaskeægte og egentlig fremragende roman noir, 'Stikker - Hvem stoler du på'. Vi kastes på de første sider ud i en aktion fra en gruppe ledet af en præst, en ekspolitimand og en luder med både hjertet og skyderen på rette sted. De er blevet forrådt og undgår kun med nød og næppe at blive slagtet i baghold. Hvem har mon stukket dem? Samtidig trækkes en 16-årig smedelærling ind i gruppen. En stor samspilsramt dreng, som er konstant skydegal med sit uskyldige 'babyface', ja, den fødte og spontane dræber, som beslutter sig for at indlede sin egen krig mod tyskerne i almindelighed, sin voldelige far i særdeleshed. Langstrups sorte roman er imidlertid ikke det rene ramasjang. Han har formået at tegne et dunkelt og bange København, indfange tidens trøstesløse fattigdom hos arbejderklassen, salonkommunisten hos frihedskæmperen fra det bedre borgerskab, tabet af tro hos en engageret teolog i relief til det moderne moralske skred, det at få sig et uforpligtende sidste knald før man drager ud i det mørke landskab, hvor vejen kan føre til pludselig død eller langsom tortur. Der er i romanen både en atmosfære af fatal film noir og af krigens eksistentialistiske diskussion af skyld og ansvar og svigt både i det store og det små, stikkeri og utroskab. Så flot kan man sige, at Martin A. Hansen møder Dashiell Hammett i skikkelse af præsten Johannes og skøgen Alis K, og at dette træf har sin egen postmoderne charme, der glatter ud på plottets urealistiske urimeligheder.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























