Spændende som en forbrændt leverpostejmad

Midaldrende Lars Amstrup har klaret sig helt godt, har flot gjort karriere som filminstruktør og tv-direktør.

Han har frigjort sig fra sin revolutionære ungdom, hvis eneste synlige vidnesbyrd er hans anden kone, Ingrida, som han mødte i Riga, dengang jerntæppet lå som en tung og tyrannisk dyne over Balkan.

Han keder sig lidt og langer lidt ud efter DR og alle de halvhjernede hønisser, som regerer foran og bag skærm og mikrofon. Så tager han en smuk blaffer op, og så tager han med konen til New York. Der forsvinder hun sælsomt, og det gør romanens plotmæssige intention stort set også.

Resten er et sammenrend af forskellige vinkler, ærinder og temaer, alt fra ankomsten af den mystiske blaffer, den russiske mafia og et kvindemord for længe siden, som muligvis har forbindelse til et mord i romanens samtid. Der er lidt action hen ad vejen, og Lars bliver skudt fatalt.

Torben Poulsens sprog og stil er standardrealisme, pænt og præcist og om end noget upersonligt så dog vederkvægende og positivt - her og der plettet af en stille sarkasme og sans for handling. Men ærlig talt - plottet er noget sjusk og vidner endnu en gang om, at en thriller klart skal være stringent og økonomisk i sit sigte.

Igen udsættes læseren for konverserende tomgang om dette og hint, livsstil og politik, ægteskab og sidespring, fortid og nutid. Hvilket alt sammen sikkert er såre velment, men også lige så spændende som en leverpostejmad, der har ligget for længe i solen. Krimigenren anses af alt for mange for et stort taknemmeligt smørebræt, man kan lægge hvad som helst på, der netop nu er til stede i skribentens mentale køkken. Det bliver desværre denne gang mest til håndmadder smurt med venstre hånd.