0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skeletter i skabene

En overklassefamilie, en tragisk ulykke og en masse lig i lasten. Så mange, at Adèle Geras' roman nærmest bliver utroværdig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nu er der vel et skelet eller to i skabene i de fleste familier, men det rækker godt nok ikke, da overklassekvinden Leonora Walsh fylder 75 år. Da Leonora var en lille pige, døde hendes mor, senere, da hun selv har født en datter og venter et barn til, kører hendes mand galt, og det stopper ikke her. Der er sket endnu en tragisk ulykke i familien.

Til gengæld råder familiesædet Willow Court over de berømte landskabsmalerier af Ethan Walsh, som ikke mindst Leonora og den ældste datter, Gwen, er stolte af. Den barske uheldskæde i familien bliver selvfølgelig ikke bare præsenteret uden videre. Hele familiens fortid afdækkes i flashback, som efterhånden arbejder sig kronologisk fremad i tid. Der skal arbejdes (læses!), før et nogenlunde første overblik over skeletterne er etableret.

Men så kan det også begynde at rasle! De første to tredjedele af romanen har en vis selvironi, som især er lagt i munden på den vilde af Leonoras to døtre, Rilla, der er hinsides den selvbeherskelse, som ellers plager kvinderne på stedet. Men ironien er pist borte i den sidste tredjedel, hvor skeletterne næsten falder over hinanden. Matriarken Leonora blegner. Selvbeherskelsen krakelerer.

Det bliver klart, hvad søen engang gemte på, et afskedsbrev dukker op, og malerierne er heller ikke helt, hvad de giver sig ud for. Alt kommer for en dag, men det er måden, det sker på, som er ret utroværdig. Én ting er, at læseren kan tælle ribbenene på familieskeletterne, men at hente det hele frem til en middag og både før og efter fortsætte betroelser og indrømmelser på tomandshånd er over stregen. Ting, der skete for næsten syv årtier siden, bliver bare uden videre smidt på bordet og talt igennem. Så nemt plejer det ikke at være at få skeletter i samtale.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce