Edith Maria Kanstrup har skrevet en rigtig børnebog. Sådan én, der kunne være udkommet i 1950'erne - og om 50 år. 'Helten og klovnen' foregår tilmed i cirkuskredse i en lille by i provinsen. Solen skinner. Alene indledningen: Tvillingeparret Malte og Myre går tur i skoven, de kigger ind i den gamle arbejdsvogn, og pludselig lyner en molotov gennem luften, og snart er både vogn og skov ved at futte af. Da tvillingerne gemmer sig, dumper de lige ned ved siden af en fyr, der hedder Tom Macroni og går med en særpræget vest. Mange, lange intriger og løse forbindelser senere er der byfest. Her bliver alting åbenbaret, også at brugsuddeleren er i familie med Tom. Det var ikke til at vente, men hele vejen igennem er der overraskelser, interessante bipersoner, fine miljøer og et sjældent billede af cirkusmennesker af både stolthed og fordomme. Desværre vælger også Tom de lange veje til sidst, selv om én af lærerne siger, at han vil savne ham. Selv om Malte og Myre er hovedpersoner, er det slægten Macronis forhold, der dominerer handlingen. Engang i tidernes morgen havde bedstefar Macroni en vision om fremtidens cirkus med lys og mere moderne stunts - sådan som det kendes i dag. Det skrev han ned i en tyk bog, som siden er blevet efterstræbt af Toms ukendte onkler. Der er fire af dem, og den ene er mere underlig end den anden. Én er bl.a. ved at grave en tunnel ind i en bakke. De tre børn hygger sig, mens de opklarer mysterierne. Det er aldrig rigtig farligt. Det skal det heller ikke være. 'Helten og klovnen' er gedigent håndværk, fortalt med krum hals og mange detaljer. Sprogligt kan den være lidt stiv og omstændelig, men den er, som Malte tænker om sin nye ven Tom, »ægte hele vejen«.