Titel, illustration og tykkelse gør 'Når kvinder er alene' til en meget fristende bog. Omslaget prydes af et kendt Edward Hopper-billede med både bedstemor og bikiniklædt ungmø i scene-sol. Det meste af indholdet, 15 korte gotiske gyser- og vandrehistorier med realistiske islæt, har dog svært ved at leve op til løfterne. Historierne gennemspiller klassiske motiver som spil med fanden, straf for egoistisk handling, onde øjne i familien, misundelse og dæmoni. Det gennemgående motiv er pludselig død eller overhængende fare, men der er også ansatser til noget mere dæmpet, som passer denne læsers temperament bedre. Også fordi forfatteren (Liselotte K. Christensen, hvis første voksenbog dette er) synes at gøre sig mere umage med detaljerne i en historie som 'Forår' eller 'En hyggelig aften'. I sidstnævnte snakker tre veninder kynisk om mænd, finder ud af, at de har dem lidt mere til fælles, end de bryder sig om - og opdager derved (måske for sent), at der også er følelser på spil. Der er overraskende megen moral i nogle af historierne; havde de handlet om dyr, ville de næsten være fabler, men i den ambitiøse triptykon 'Tørst. Sult. Liderlighed' er det tredje led yderst effektivt og ikke specielt moralsk. Helt mislykket er 'Hævn', der foregår i et borgerkrigslignende helvede, og gennemgående er dette snarere lejrbålshistorier end litteratur. Raymond Carver kunne være et (uopnåeligt) forbillede, Karen Blixen er et erklæret. Det kan enhver jo komme og sige. Men 'storyteller' må forfatteren for min skyld gerne kalde sig.
Lejrbålslæsning
Lyt til artiklen
