Friheden var noget, franskmændene fandt på. Men de kan også et eller andet med friheden på Fyn. Fisketyven Johny kommer fra Fyn, og det gør Røde Johs og Palle Sovesofa også. Det her er lige før, Velfærdsdanmark slår til, og kvinderne tog sig et job på kommunen og fik store bagdele af alt det stillesiddende arbejde. Danmark og Fyn er en nation af folk, der sidder ned. »Mænd kastreres af at sidde i sofa. De synker hen, alle sjove og småsjofle bemærkninger ebber ud og afløses af individuel blunden«. Hos Maria Grønlykke går blæsten gennem Fyn. Der er måske nogen, der tror, Fyn er fiin, og på Sydvestfyn kan de da godt lide at gå op på Trehøje og se på alt det blå forneden, det lyseblå foroven, og så det grønne klattet ud midt imellem. De har sans for idyl, men det er, når blæsten går gennem Fyn, og alt det mandschauvinistiske slipper ud og ligger i brydekamp med det feministiske, det anarkistiske, fandenivoldske kæfter op ind over det kommunale og bureaukratiske, at Maria Grønlykkes historier tager fat.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























