Opskriften er den samme, som vi kender fra Joanne Harris' filmatiserede roman 'Chocolat': En ung kvinde ankommer til et isoleret samfund, og herefter sættes begivenheder i gang, der er ukontrollable på trods af alle anstrengelser, men sluttelig viser resultatet sig i en ny og bedre orden. Mønsteret er det samme i Harris' to følgende titler med velsmagende associationer, 'Brombærvin' og 'Appelsinens fem kvarte'. Men måske er opskriften ved at være brugt op med romanen om den unge kvinde Mado, der ankommer til sin fødeø Le Devin ud for den franske vestkyst. Bag sig har hun ti år i Paris med moderen efter forældrenes skilsmisse og en uddannelse som kunstmaler. Hvorfor vil hun hjem til den tilbagestående ø, hvor livet er gået i stå, hvor de indgiftede familier mundhugges - en ø, som i øvrigt på flere måder er delt i to, adskilt af en smal landtange: les Salants og la Houssinière. Der er et mundheld på øen, Alting vender tilbage, og det gælder foruden Mado også sandet, der skifter med tidevandet, et bærende billede i romanen. Den velstående del af øen har fået bygget en bølgebryder, der ændrer strømforhold og tidevandets opskyl af sand. De har sandstrand, turister, fisk, mens den anden del ikke har noget som helst andet end manglende fangst og erosion af kysten. Indtil de med Mados og en tilrejsende udlændings hjælp hitter ud af at lave et hjemmestrikket kystværn, der viser sig at trylle med tidevandets påvirkning og lykken. Deres helgen hjælper også til, men det er smart og effektivt bluff, der imidlertid overbeviser de overtroiske - indfødte, havde jeg nær skrevet, for Harris betjener sig af en voldsom og gammeldags typificering i skildringen af øboerne. Mado er en kvindelig udgave af den hjemvendte søn, men hendes far, bådebyggeren GrosJean, er først og fremmest fåmælt, sur og hemmelighedsfuld. Han har for længst aflagt sig vanen med at tale og kan dårligt nok udtale øens foretrukne ord - heh.