Måske var det madanmelderen, der skulle have taget sig af dagens bog. For der spises med kniv og gaffel overalt i novellerne, Jan Sonnergaard trækker os ind og ud ad Søllerød Kro, Le Sommelier, Era Ora, Victor, Spisehuset i Brede etc., det er så tænderne løber i vand. Hos Sonnergaard er Olfert Fischer hverken en søhelt eller et krigsskib, men en restaurant. Flertallet af hans fortællere er kommet til penge, og således har et af de mest spændende projekter i ny dansk litteratur, novelletrilogien 'Radiator', 'Sidste søndag i oktober' og nu 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen' bevæget sig fra tabernes københavnske nordvestkvarter over middelklassens kvaler på Krogs 'Fisserestaurant' til de nyriges kynisme i whiskybæltet. Jyder må undskylde, det er en fordel at kende lokalgeografien, at kunne mærke den på sin københavnske krop ligesom f.eks. jegfortælleren i 'Ned til søen med Flemming og hans Pumpgun', der tager S-toget nordpå: »Turen ud til de nordsjællandske forstæder er mærkelig. På den ene side ved man jo godt, at indkomsterne og skatteprocenterne stiger, lige fra man kører forbi Svanemøllen station. Men det ser ikke ud som om, der er særlig sjovt derude«. Ikke særlig sjovt? Er de lidt sure, som ræven sagde om rønnebærrene? Man mærker på tværs af de mange jegfortællere en lille simren af noget, som ikke er den første bogs sociale indignation, ikke den andens bogs litterære ambition, men snarere noget i retning af forargelse over, hvad der går for sig i overklassen og navnlig, hvad der dog gik for sig i 1990'erne. Sonnergaard har bagved alle de litterære jeg'er et overjeg eller en back seat driver, som er gourmet og moralist; det er en ærlig sag.