Det kræver gode nerver at læse moderne børnebøger. Finn Ulf Nielsen er debutant i faget. Så skal der hittes på! Det er ikke mange ting, der står krystalklart efter endt læsning af 'Faren i fryseren'. Men så meget synes virkeligt: Jonas har mistet sin mor. Før boede de ved Ringsted, nu bor drengen med sin hostende far på 4. sal i København. Det er maj måned, og Jonas er ti år. Mange sider senere kommer Jonas i familiepleje i en landsby ved Roskilde. Han er blevet udskrevet fra hospitalet, hvor de har været meget bekymrede for ham. Jonas har været bekymret over alle de billeder, der flimrer gennem hans hoved. Den døde far på gulvtæppet. Fryseren. Bilulykken. Liget i søen. Den tyrkiske rengøringsdame. Overskrifterne i både tv og Ekstra Bladet. Hvad er sandheden? Og hvorfor er moster Jette fra Fredericia ikke i Amerika? Finn Ulf Nielsen tonser sin historie igennem på trods af sund fornuft. Det gør heller ikke noget. Det er der så mange, der gør. Men forfatteren mangler det personlige bindemiddel, som skal formilde logikken og fremhæve substansen. Den er, at Jonas er alene i verden. Han er verdens mest ensomme dreng, selv om folk omkring ham er rare. I en tiltagende tåge ser og oplever han ting og sager, som måske (måske ikke) er virkelige. Det ene øjeblik drikker tanten fra Fredericia stærk kaffe hjemme hos Jonas. Øjeblikket efter er hendes kop helt uberørt. Det gyser godt i knoglerne, men så er handlingen allerede skredet videre til næste måske/måske-ikke begivenhed. Jagten på den (måske) forsvundne fryser med (måske) en død far indeni kan gå videre. I den månelyse nat taber Jonas fars plastickort (med koden 4242) ude på kirkegården. Så slår han hovedet på en granitengel, og så kommer han på hospitalet. Hjemme hos plejefamilien har de både geder og påfugle. Jonas ved stadigvæk ikke, hvad der er sket, og hvorfor han er der. Hvordan skal læseren så vide det? 'Faren i fryseren' er godt gået, men uden varme går det ikke.