0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Storken er landet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Christen Kold ankommer til Vadehavet samtidig med storken. Det er hans første job. En kreds af forældre med storbonde og studehandler Knudsen i spidsen har lavet deres egen skole. Vi er omkring 1840.

Jacob Clausens 'Dig glemmer jeg aldrig' er frit bygget op omkring faktiske hændelser. Han indsætter pigen Maren, der har det så svært med Balles Lærebog. Det bliver hende, der sætter ild til Christen Kolds pædagogiske flammekaster. Sammen afliver de to denne Balle. Det er altid smukt at læse om nogen, der ser lyset. Når det er Christen Kold, er det ekstra smukt.

Der er også en fin samhørighed mellem Jacob Clausen og lyset fra Vadehavet. Han har altid skrevet luftigt om fugle og himle, hér bliver der rig lejlighed til at gøre det igen. Der sanses stort fra landskabet og fra dyrene, det er alment interessant - ja, nærmest spændende - at følge Christen Kolds opgør med sig selv, med provsten og med Balle.

Det har været et radikalt skridt at tage for disse forældre. Den almindelige skole må virkelig have været sort! Så betyder det kun mindre, at Jacob Clausen kan blive lidt for luftig i tonen med tendens til det selvudslettende.

Sådan er Maren slet ikke, selv om hun er ude af stand til at lære udenad. Der antydes en tilbøjelighed imellem de to, men de får aldrig hinanden. Det gør til gengæld Anna og Kristian.

Så det bliver barnet, der lærer læreren. Alle lærer i øvrigt noget. Mellem to storkelandinger når Kold at blive tændt og finde sin vej. Han oplyser på livet løs i den blæsende vinter. Og onsdag aften er det for karle og piger.

Om dagen drives der skole på én af gårdene og ude i naturen med sange af »én der hedder Ingemann«, og det levende ord bruser frem med asernes historie og især den med Idun og æblerne. Der spindes mange livskloge ender i denne bog. Studene brøler i baggrunden, mens lærer og børn sidder i rundkreds under æbletræet. Marens mor bager boller. Hvor er det smukt!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce