Det bedste ved Michael Molloys 'Isstøv' er omslaget. Det er lavet af Flemming B. Jeppesen og lover stille, blød fantasy med dyr og runde former. Og det kan ordene ikke leve op til. Tværtimod er 'Isstøv' en støjende, firkantet, forudsigelig fantasi - tilmed lidt sippet. Vi er i England. I en lille by ved kysten. Her er centret for den aktive modstand mod de sorte kræfter, men det begynder at knibe. Der er kun to børn tilbage i byen, og de er begge forældreløse. Nu blander den tapre kaptajn Starlight oppe fra fyrtårnet sig. Han råder over en båd fra Atlantis, og for at gøre en lang historie helt kort ender børnene med at finde deres forældre. En isbjørn, børnearbejdere og en hemmelig dobbeltagent bliver befriet under en dramatisk aktion ved Antarktis. Det hvide isstøv er vinderen, og til sidst er der ikke flere sorte hekse tilbage. Eller er der? Den ensomme sømand rider mod vest i sin båd, inden sejrsfesten skal til at begynde. Engelske børn vil genkende Coleridges digt om den gamle sømand i figuren. Her er også en albatros. Kors i hytten hvor er det kedeligt! Skrevet i et tantet sprog fuldt af småmoralske vurderinger. Når der er fart på, når det skal være sjovt eller spændende, spænder forfatteren ben for sig selv med sin stivhed. Hvis fantasy som dette kan sælges, er markedet større end Rundetårn. Og det er jo fint nok for Michael Molloy. Han er et nyt 'offer' for Pottereffekten, hvorved man kan få trykt det utrykkelige. Eller som pigen Abby udtaler i bogen: »Tante Lucy siger altid, at en tør skorpe, serveret med venlighed, er mere værd end en ligegyldig festmiddag hos en fyrste«.