Der ligger grusomme historier - og et fantastisk litterært stof - gemt i Sønderjyllands historie. Det er ikke meget udfoldet i dansk litteratur. Senest bidrog Birte Blønd i 2001 med 'Grænsegænger', en roman om grænselandets komplicerede relationer mellem dansk og tysk i en familie med tilhørsforhold på begge sider af grænsen under Anden Verdenskrig. Gerd Rindel, som vi kender som en respekteret forfatter af ikke mindst historiske børne- og ungdomsbøger, går med sin nye roman et stykke længere tilbage. Til Første Verdenskrig, hvor de unge sønderjyske mænd blev indkaldt på tysk side. De var for unge og uvidende til at vide, hvad krigen egentlig gik ud på. Ikke at det gjorde nogen forskel. De måtte drage af, når indkaldelsen kom. Og de var nordslesvigere efter 1864, uanset at de kom fra danske familier, talte dansk og følte sig danske. Så når man taler om, at Danmark ikke deltog i Første Verdenskrig, er det rigtigt ud fra et landegrænsesynspunkt. Men ikke ud fra en regions synspunkt. Over 30.000 dansksindede mænd måtte gå i krig på tysk side. Omkring 5.000 mistede livet, og mange flere blev invalideret. I Gerd Rindels roman lader hun en af dem skrive hjem fra fronten: »Om få dage skal jeg i skyttegraven. Jeg glæder mig ikke, du skal ikke tro, at alle soldater lige heltemodigt sætter livet på spil. Hvad skal det alt sammen gøre godt for? Jeg ved knap nok, hvad vi slås om«. Romanen 'Men himlen lukker sine øjne' er enkelt skrevet - korte afsnit og tydelige situationer. Det er krigen set i jordhøjde, både ved fronten og i den lille flække ved Vadehavet, hvor købmandens og kromandens familie sender sønner af sted og venter længselsfuldt på deres breve. Eller frygtsomt på et tysk, for er brevet skrevet på tysk, betyder det en underretning om, at sønnen er faldet. Det gør tre af kromandens sønner, mens én deserterer i krigens sidste dage. Hos købmanden falder én søn. Den ældste hjemsendes med lunger ødelagt af giftgas.