Man skal holde tungen lige i munden, når man hedder Todd og lige er sluppet ud af specialklassen. Nu går Todd i den rigtige 5.-klasse, men det kniber stadig med ordene og (især) brøkerne. Og bagude - i specialklassen - bor Eva med de sjove briller, stjernekasterne og det faste antrit - de kalder hende Miss Terminator. De to er venner, og hun bliver ved med at ringe til ham. Men han er jo ligesom et andet sted nu. Er han ikke? På en dæmpet måde fortæller Graham McNamee om en dreng i vanskeligheder. Hjemme hos Todd er der godt at være. Både mor og far og den irriterende storesøster er fine nok. Der er blot dét med ordene og brøkerne, floderne, fuglene og allermest den daglige mobning fra klassens andre underhunde. Todd har oceaner af fantasi og godt med modstandskraft, men han er vist på vej tilbage til, hvor han kom fra. Er han ikke? Så er det, at Todd bliver reddet af hottentotten Ota Benga fra Congo, der for 100 år siden blev udstillet i bur i New Yorks zoologiske have. Da klassen skal skrive en stil om Ota Benga, vælger Todd at gå ind i hottentottens drømme. De to sidder jo i hvert sit bur. Den opgave bliver måske drengens gennembrud til lyst og lærdom. I hvert fald er det hans navn, der lyder over klassen den dag og ikke Gump eller Tump, eller hvad de nu plejer at kalde ham. Bagefter går Todd over i specialklassen til Eva, og han kommer også til hendes fødselsdag. 'Stjernekaster' er en usædvanlig smuk og dæmpet variation over et klassisk tema. Historien er komponeret med overblik og lyser af fortrøstning. Med lyst til at give det glade budskab videre. At fantasi er vigtigere end kundskaber (citat: Einstein). Og at nysgerrige drømme er livets salt. Denne historie kan kickstarte enhver lille nobelpristager. Den er varm som et knus.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























