Først en tak til forlaget Forum, fordi de tør udsende en billedbog som 'Fristilen' af en chilensk forfatter og en tegner fra Spanien. Hola! Det er ikke en billedbog for børn med sarte nerver. Man skal nok være otte-ni år - som drengen Pedro - for at kunne forholde sig til den daglige frygt og soldater med råsmarte solbriller. Vi er i Chile i diktaturets dage. Pedro er allerbedst til fodbold. Men nu bliver han nødt til at forholde sig til uniformerne og forsøge at afdrible dem. Det gør han ved at skrive en totalt apolitisk fristil i skolen, mens solbrillerne ser på. Og emnet er: Hvad laver vores familie om aftenen? Det hele bygger på rigtige hændelser, og mon ikke mange andre end Pedro har fået travlt med at indføre familiehygge og småkagebagning derhjemme i stedet for den illegale radioaflytning. Pedro skriver, at far og mor spiller skak, så nu bliver familien nødt til at anskaffe sådan et spil - og lære reglerne. Inden da er købmanden på hjørnet blevet ført bort i en jeep, men Pedro får ros for sin positive fristil af manden fra militæret. Antonio Skármeta er mest kendt som forfatteren bag filmen 'Postbudet', hvori blandt andre Pablo Neruda og adskillige metaforer medvirker. Denne historie om en fristil med mere fortælles så roligt og afdæmpet, at man kommer til at fryse. Den er oprindeligt skrevet som hørespil. I bogform fik 'Fristilen' Unescos børnebogspris sidste år. Det hjælper også med, at Alfonso Ruano har valgt at tegne linjen helt ud i en næsten fotorealistisk stil. På den måde fanger han frygten og usikkerheden midt i hverdagen og det almindelige børneliv. Han ved også, hvordan en uniform ser ud, og hvordan et sæt mørke briller skal sidde. Farverne er støvede, billederne er en smule overbelyste. Det er længe siden. Men nu bliver det sagt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























