0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der findes to verdener

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

George Perec døde af kræft som 45-årig for mere end 20 år siden, men ligesom rigtig gode bøger har fotografier ingen udløbstid, så den franske forfatter smiler stadig lunt til sine læsere, når de åbner hans romaner. Det er det samme foto af den alt for tidligt døde forfatter, man altid ser på omslaget. Med glimt i øjet, stort hår og viltert hageskæg og den sweaterkant, der forlener den godmodige, alfeagtige mand med noget flippet eller anarkistisk.

Afstanden fra fotografiets harmoniske udtryk til den verden, Perec opruller i sin delvis selvbiografiske roman 'W eller erindringen om en barndom' er enorm. Der er to spor i bogen. Det ene udgøres af beretningen om tilværelsen i landet W, der blev grundlagt i slutningen af det 19. århundrede på en ø ud for Tierra del Fuego, Ildlandet, for at realisere et nyt Olympen.

Det andet spor består af erindringsfragmenter om Perec' egen opvækst som forældreløst barn af polsk jødiske forældre, der begge kom af dage under Anden Verdenskrig. Faderen i løbet af kamphandlingernes første tumult, moderen i eller på vej til Auschwitz.


To spor, ét tema: lejrene.

I W handler alt om sport. W, der er grundlagt af europæere med et flertal af tyskere, er en nation, hvor sport og liv flyder sammen. I det strengt hierarkiske samfund drejer alt sig om at sejre. Kun de bedste bliver atleter, men selv de har ingen garantier for at overleve den benhårde tilværelse.

Konkurrencerne er tilrettelagt, så der forekommer regelbrud og risiko for, at lunefulde dommere pludselig griber ind. Sejren er en nåde, ikke en ret. Taberne fornedres, ja dræbes ofte, men vinderne kan heller ikke vide sig sikre. »Atletens liv er ikke andet end en hårdnakket uophørlig kraftanstrengelse, en udmattende og frugtesløs forfølgelse af det illusoriske øjeblik, hvor triumf omsider vil kunne udmønte sig i hvile«. »Der findes to verdener, herrernes og slavernes. Herrerne er utilgængelige, og slaverne flænser hinanden«.


Det er Perec' rystende bedrift at få den umisforståelige fortælling om sportsdiktaturet til at løbe sammen med den historie, han langsomt skriver frem fra det mørke nulpunkt, der kom til at forme hans eget liv.

»Jeg har ingen erindringer om min barndom«. »Jeg ved ikke, hvornår den tråd, der forbandt mig med min barndom, knækkede«, oplyser fortælleren, som kigger i gamle aviser fra den dag, han blev født, som led i det stadige arbejde for at stable sin identitet på benene.

Der var viceværtsstrejke i New York, krise i Japan, og Renault begyndte at producere Nerva-Sport-modellen, noterer han. Et par korte kapitler, hvor alt, hvad han kan huske om sin far og mor, opregnes, er forsynet med ikke færre end 26 noter, hvori han udførligt retter fejl og tilføjer nyt til det, han netop har skrevet. Det er stærk læsning.

Det fortælletekniske greb, som jo ville være overflødigt, hvis han blot havde rettet 'fejlene' i den oprindelige tekst og herefter droppet noterne, der er trykt efter hinanden som normal tekst, understreger, at erindringerne under alle omstændigheder er en skrøbelig konstruktion.

Måske tilmed en fiktion, for hvad er ønsketænkning, og hvad er uigendrivelig sandhed, når dem, man elskede, forsvandt uden at efterlade sig andre spor end nogle få gulnede fotografier og det, som man selv (tror, man) kan huske?

Note 26: »Det lykkedes os aldrig at finde noget spor hverken af min mor eller af hendes søster. Det er muligt, at de blev deporteret til Auschwitz, men så blev omdirigeret til en anden lejr; det er også muligt, at hele den transport, de var med, blev gasset straks ved ankomsten«.


Perec var medlem af gruppen Oulipou (Ouvroir de Litterature Potentielle). En flok forfattere, som skrev ud fra diverse selvopfundne systemer; hans eget forfatterskab vrimler med matematik, regler og spil. I romanen 'La Disparation' (der ikke er oversat til dansk, og vanskeligt kan blive det!), brugte han ikke bogstavet 'e' en eneste gang.

Med 'W', der oprindeligt udkom på fransk i 1975, aner man pludselig den dybere baggrund for den selvpåførte tvang: For en forfatter, der mangler den fond af minder andre har, et menneske, hvis eget liv fra første færd var styret af en grundlæggende unormalitet, kan anvendelsen af systemer bruges som værn mod tomheden. Som middel til at generere nogle systematiske tilfældigheder, der kan gøre det ud for en identitet. Som redskab til at skabe en orden, som både bliver et værn mod uforudsigeligheden, når den er værst (som i 'ulogisk', uforståeligt barbari) og en art erstatningsskæbne.

Perec' forfatterskab er gennemsyret af en søgen efter identitet og en ukuelig vilje til at fremskrive hele verdener. I 'W' får han afregnet med nazismen, i det omfang man overhovedet kan det.

I sit hovedværk, den sprudlende og ganske vidunderlige 'Livet, en brugsanvisning', der formulerer hans grundlæggende bestræbelse helt ud i titlen, skabte han en kinesisk æske fuld af de mest utrolige fortællinger, krøniker og anekdoter. 99 kapitler i alt (og endnu flere livshistorier) om tilværelsen, som den foregår i en gammel beboelsesejendom i 17. arrondissement i Paris, hvor beboernes liv hænger sammen som brikker i et gigantisk puslespil.

En af personerne i pragtromanen er på jagt efter en mystisk guldskat i Amerika, en anden, en excentrisk millionær, rejser i tyve år kloden rundt for at male talentløse akvareller af havne, som han sender hjem til en anden af ejendommens beboere, der klæber akvarellerne op på træ og saver dem ud til brikker - i et puslespil. Det er millionærens plan, når han er færdig med at rejse, at bruge tyve år på at lægge disse puslespil, som han destruerer, efterhånden som de bliver lagt.


Livets mening? At det gælder om at leve og rejse, og gøre hvad man har lyst til, og komme herfra uden at efterlade sig spor? At det gælder om at leve efter sin egen plan og udelukke al tilfældighed? Perec' store bog, der udkom på dansk i 2000, rummer ligesom 'W' hverken nogen brugsanvisning eller facitliste, men taler for sig selv om det meste.

Hvor 'Livet, en brugsanvisning', som uden overdrivelse er en af det tyvende århundredes største europæiske romaner, er præget af boblende encyklopædisk overskud, er 'W', skrevet som den er i grænselandet mellem fiktion og en ganske bestemt virkelighed, anderledes mørk og afgrænset.

Hvordan skriver man om en virkelighed så grusom, at den overgår enhver fiktion? Engelske Martin Amis leverede et overraskende, kunstnerisk vellykket svar med sin Auschwitzroman, 'Tidens pil' fra 1993. Georges Perec rammer både hjerne og hjerte. Hans erindringsroman er en kærlighedens pil afsendt fra en forfatter, og søn, hvis format, generøsitet - og lune smil - man kun kan beundre.