Svenske skeletter

Lyt til artiklen

Daplejehjemsassistenten Siv en dag griber sin mand - hvis 40-års fødselsdag hun netop er ved at arrangere - i utroskab, træffer hun en hurtig og radikal beslutning. Hun afvikler ægteskabet og sit liv i Göteborg for at flytte tilbage til sin barndomsegn i Värmland, hvor hun kan overtage en netop afdød tantes lille hus. Opbruddet bliver begyndelsen til et nyt liv med arbejde på det garveri, der er egnens eneste tilbageværende store virksomhed, og hvis ejerfamilie snart viser sig at have en del skeletter i skabet. Siv indleder et forhold til sin nabo, der ligesom hun selv er flyttet til for nylig, han efter en omskiftelig karriere, der bl.a. har omfattet en tid som lejesoldat i Afrika. Siv er på mange måder et ualmindelig almindeligt menneske, og det indebærer - især i begyndelsen af bogen, inden drab og forsvindinger sætter gang i sagerne - en vis risiko for kedsomhed. Men Aino Trosell giver alligevel sin hovedperson nøjagtig den ekstra portion skarphed og gåpåmod, der skal til for at gøre hende interessant og sætte hende i stand til at bekæmpe de nynazister, som er historiens skurke. Siv er ingen superkvinde, men efterhånden som situationen bliver mere og mere truende, finder hun uanede ressourcer i sig selv. Naziintrigen giver anledning til en relevant udforskning af det ofte spændte og forbitrede forhold mellem storbyerne Stockholm og Göteborg og de kæmpestore, tyndt befolkede landdistrikter. Aino Trosell, der selv stammer fra Värmland, har et godt blik for netop denne problematik og beskriver det lille samfund med loyalitet og indføling, men helt uden sentimentalitet. Der er hele tiden en fin balance mellem skildringerne af arbejde, dagligliv og stemninger i provinsflækken og de spændingselementer, som driver historien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her