0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ventetid

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kendere hævder,at det meste af tiden for soldater i krig går med at vente. I så fald er 'Over Ebro' en meget autentisk bog. Læseren føler sig i så henseende som kriger.

En tredjedel af den tykke roman går med at vente på, at vi kommer over grænsen og ind i Spanien. Hovedpersonen og fortælleren, islændingen Harald, tænker tilbage på dengang, han meldte sig til den internationale brigade for at hjælpe den skrøbelige spanske republik mod Francos fascistiske oprør.

Når forfatteren tager sig tid, er det også, fordi hun vil have fortællerens nutid med. Han har, forstår man, trods varige mén fået et godt liv sammen med den sygeplejerske, der passede ham, mens han lå såret. Men i talende stund er hun forsvundet brat. Harald forstår ikke hvorfor, men har sine bange anelser. Man frygter med ham, at kærligheden skal have vist sig at have været en lige så stor skuffelse som krigen, men bliver dog til sidst glædeligt overrasket. Jeg skal ikke røbe hvordan, da det er bogens eneste hemmelighed.


For at det er småt med solidariteten blandt de ledende kammerater i den spanske borgerkrig, er unægtelig en hemmelighed, der er røbet et par gange før. Kommunisternes behandling af anarkister og andre idealister i Catalonien i 1937-38 er vel det 20. århundredes berømteste forræderi. Men måske det er godt at blive mindet om, at så lang tid er der altså gået, siden den tænkende del af venstrefløjen mistede tilliden til partikommunister, og alligevel må den stadig trækkes med beskyldninger for at dække over deres kynisme.

Den idealistiske Harald bliver først rigtig skræmt af afsløringen, da han hører, at hans eget islandske kommunistiske parti er røget på møddingen. Da endelig rammes han »som en trold, der bliver forstenet ved dagslys«.


Men de politiske intriger er et fjernt bagtæppe. Álfrún Gunnlaugsdóttir tager ikke konkurrencen op med Orwell eller Enzensberger. Hun bruger blot deres resultater om anarkiets sørgeligt korte sommer og sætter så al energi ind på at give et billede af livet blandt de menige ofre for blandingen af kommunisternes manipulationer og fascisternes kugler. En af turene over Ebro er dramatisk. De andre fem gange, Harald krydser floden, mærker han det knap.

Nutidsdelen virker, som om den er klistret på af hensyn til slutpointen. Datidsdelen er omstændelig, uden fokus. Begge dele er skrevet i en prosa, der er rigere på ord end på udstråling. Ikke nogen helt indlysende kandidat til den store pris, medmindre det er Islands tur.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce