Fidusen ved fremtidsromaner er, at man skal tro lidt på dem? Det sker ikke rigtig med Kenneth Bøgh Andersens 'De hvide mænd'. På den anden side, hvem havde fidus til 'Rejsen til månen' eller '1984', da dé udkom? Så det må tælle til Kenneth Bøgh Andersens fordel, at ingen kender dagen, før neonlysene bliver tændt. 'De hvide mænd' er en knaldhamrende godt skrevet thriller om at gå til eksamen - engang ad åre. Hvis man dumper, er man ude. Det er virkelig et over and out-samfund, som beskrives. Når man brækker benet, når man bliver gammel, når det rabler, eller når man dumper til studentereksamen, så kommer en lille flok på fire hvidklædte mænd med geværer og ordner det fornødne. Forædling af folket ved nakkeskud går aldrig af mode. Man får ikke så meget at vide om, hvordan det er kommet så vidt - og det er trist - men nu er hvidhedens regime og overvågning total, og kun på et hængende hår undgår Edwin at blive knaldet ned, da han blander sig i processen og redder en pensionist. Edwin undgår måske også kuglen, selv da han dumper til eksamen; men det er en anden historie. Det er uhyggeligt spændende at læse om eksamen med indbygget vind-eller-forsvind. Kenneth Bøgh Andersen er selv ny-eksamineret skolelærer, og han debuterede for et par år siden med den skakinspirerede (og roste) fantasy i tre bind 'Slaget om Caissa'. Det blev fulgt op med noget helt andet - en samling gode gys. Og nu til noget helt tredje - fremtiden. En forfatter leder efter sin vej - og sit publikum. En bog som denne er til både far og søn. Det ekstremt brutale og følelseskolde samfund ligger godt i pennen. Og sjældent har det været så nervepirrende at gå i skole. Det er en bog om en dårlig drøm og en klinisk (hvid) rapport om, hvad folk finder sig i - og fås til at gøre. Det holder langt hen ad vejen, men ikke hele vejen.