Digtene i Lene Henningsens nye suite, 'Siden som stjerne', er både ordknappe og ordspillende. De er grafisk slanke, men tunge af dunkel betydning. Det første lyder sådan her: »ENE/ stående/ ædel/ sten// blik/ fanget/ knust«. Linjebruddene åbner for mange læsemuligheder, men læsemulighederne arbejder hverken med hinanden i retning af ét komplekst udsagn eller mod hinanden i retning af paradoks og fragmentering; de arbejder hver for sig ind mod den samme obskure orakeltale, som kræver endog meget betydelige investeringer fra læserens side for at give en form for afkast. Selv om det er et af samlingens korteste digte, er det ikke atypisk: Så godt som hvert eneste ord er ladet med mytisk betydning. Digtene er i det hele taget præget af eventyr, arketyper og et ærkesymbolistisk naturinventar: krystaller, stjerner, blomster og de fire elementer i forskellige former. Også religiøse motiver som altre og ikoner forekommer. Tonen er patetisk og ophøjet. Det er der naturligvis intet galt i. Problemet er, som jeg ser det, at digtene er for uspecifikke: De synes at være drevet frem af en intens, både religiøst og erotisk farvet energi, men denne energi er ikke bundet til noget bestemt, hverken til genstande, personer eller begivenheder, og derfor fiser den ud i en diffus atmosfære, som ikke for alvor griber sin læser, men lader ham svæve i det uvisse.
Svævende i mytosfæren
Lyt til artiklen
