Du går rundt i Nike sko, Levi's jeans, Diesel jakke. Du drikker Coca Cola. Eller måske står du lidt højere på den sociale rangstige, og dine mærker hedder Prada, Gucci, Louis Vuitton. Men uanset hvor du er socialt, former mærkerne din hverdag. Du tror, de giver dig identitet, men det er en identitet, som nogen har regnet ud, at du ville tage på dig. I virkeligheden er du en brik i en nøje udtænkt markedsføringsplan. William Gibsons nye roman 'Mønstergenkendelse' foregår i en verden, hvor der bruges meget mere kreativitet på at markedsføre et produkt end på produktet selv. Og nej - det er ikke science fiction, selv om det er den genre, Gibson hidtil har slået sine folder i, og hvor han bl.a. har fundet på begreber som cyberspace og the matrix. 'Mønstergenkendelse' foregår her og nu - i en virkelighed, hvor 11. september er en uomgængelig erfaring for enhver amerikaner, ligesom den russiske mafia er det for en russer. Tilsæt en knivspids James Bond-mystik, et verdensomspændende reklamefirma og en heltinde med allergi over for varemærker, og grunden er lagt til en spændingsroman, der på én gang »siger ret meget om samfundet«, som man sagde i gamle dage, og har et veldrejet plot. Dørene til plottet står dog ikke pivåbne, for hovedpersonen Cayce (udtales Casey) begynder sin færd i en tilstand af alvorligt jetlag, som William Gibson videreformidler til læseren som en slags døs, hvor der foregår underlige ting, som først senere giver mening. Casey er 'coolhunter', hvilket vil sige er én, der kan spotte trends, før alle andre opdager dem, og hun er egentlig bare fløjet til England for at vurdere et nyt logo for sportssko. Men snart er der indbrud i den lejlighed, hun låner af en ven, og direktøren for et reklamefirma giver hende en meget mærkelig opgave: Hun skal finde skaberen af nogle mystiske filmklip, som cirkulerer på internettet. Klippene stammer fra en tilsyneladende fantastisk film, som ingen kender ophavsmanden til. I et forum på nettet bølger debatten, om der er tale om klip fra en gammel film eller tværtimod om et helt nyt værk, som er ved at blive skabt for øjnene af sine fans. Reklamedirektøren har valgt Casey, fordi hun er passioneret klipfan. Selv er han mest interesseret i de markedsføringsmæssige perspektiver i et fænomen, der spreder sig som en frivillig virus via internet. Og fordi hun ikke kan finde ud af at sige nej, træder Casey ind i en verden, hvor penge ikke er et problem, og hvor hendes jetlag bliver yderligere udfordret af ture til Tokyo og Moskva. Hendes sjæl er konstant forsinket, og et par overfald tyder på, at hun er oppe mod farlige kræfter. Der er grund til paranoia.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























