Bag sin tilsyneladende vennesæle og afslappede attitude er Mats Wahl en benhård belærer. Det har han altid været. Velskrivende og velmenende. Men nu er han også faldet i den grøft, hvor skrivende landsmænd som Per Nilsson og Ulf Stark også har været nede. Dér hvor man skriver med venstre hånd og en højfrekvent intimitet. Er det for nemt at få udgivet bøger i Sverige? Bogen hedder 'Soap' og er præcis lige så venstrehåndet, lang og langtrukken som en sæbeopera skal være. Mats Wahl fortæller fra lige ovre på den anden side af Sundet om en socialdemokrat, der har beriget sig på kommunens kontokort, og nu bliver afsløret i avisen. Han er også far til Jalle, der (lidt uheldigt) er blevet kæreste med Jytte, hvis mor er den dybdeborende journalist. (Jytte holder i øvrigt en lille tale henne i klassen over emnet 'at kærtegne sig selv'.) En stor del af tiden tilbringe Jalle sammen med vennen Kino. De flipper for vildt ud over film, og de laver dem selv - blandt andet den om hunden, der bliver kørt over af en lastbil. Sådan blomstrer Mats Wahl med ægte, gode idéer til et plot, der glider frem imod sin forudsigelige ende. Jalles far får 14 måneder, men Jalle får Jytte. Jyttes mor får en pris, Jalles medvidende mor får dårlige nerver. Der er mange gode scener fra et spirende voksenliv, der er masser af godbidder for filmfreaks og inderst inde en lurende, uhyggelig erkendelse af, at mennesker ikke lader sig gennemskue. Det glider i sæbe, men 'Soap' er for nem. Jamen, sådan skal det da netop være, vil nogle sige. Mats Wahl giver ingen løsninger, og han moraliserer heller ikke. Nu kan de unge mennesker selv dømme og digte videre. Og så skriver han så godt! Jeg mener, at Mats Wahl lader sin læser i stikken og kommer for nemt om ved sit plot, som han dulmer med friskfyragtig film-pingpong og ikke på noget tidspunkt alvorliggør. Jalle selv har nydt godt af både kreditkortet og en fars kærlighed, men hvad gør knægten andet end at tage navneforandring til Gordon Travis? Storesøsteren løber dog hjemmefra! Kærligheden klistrer og for balancens skyld indlægges nogle rige, dumme svin med homoseksuelle tilbøjeligheder. 'Soap' er ikke en rigtig ungdomsbog. Selv om den giver sig ud for at være en ungdomsbog. Det er en bog skrevet af en voksen til andre voksne. Alle os smagsdommere, hvoraf mange vides at ville sige: »Det er vel nok en dejlig ungdomsbog!«. Men nu går den ikke længere, hr. Wahl!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























