0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bugtaleren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg havde siddet og skrevet hele natten. Rilke gjorde det mod frygten. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde det for«. Skriver pseudonymet 'Oskar K' et sted i 'Rejsende i litteratur', og problemet er, at det ved læseren heller ikke rigtig.

Denne hemmelige Oskar (med efternavnene Kokoschka og kafka-K) har i to fragmentsamlinger, 'Brev til Walter Benjamin' og 'Rejsende i litteratur', sat sig for at pakke kufferten og valfarte til alle den europæiske avantgardes og tidlige modernismes fødesteder: Trieste, Prag, Sankt Petersborg, Wien, Berlin, Paris, Thisted (J.P. Jacobsen), Madrid, Lissabon, med et sidste hop til øen Presenca, syd for Azorerne. Det gør han angiveligt for at udføre en art memento mori.

I en tid, der er hjemsøgt af flad og konform socialdemokratisme, eller den gemene neoliberalisme, opstår der denne trang til at erindre os om avantgardens galskab, dens muntre, revolutionære vanvid, dens befriende og berusende ultrafornuft.

Rejsen er kalkeret over gamle Laurence Sternes 'A Sentimental Journey through France and Italy' (1768). Et sympatisk forehavende, blot er der den hage, at skibet ikke helt kommer i havn. Sjældent har denne anmelder oplevet en så massiv namedropping på blot 112 sider: En 60-70 navne mindst, slynges ud i øst og vest som skinnende sneflager.

Problemet er, at K dermed lander mellem to stole. De allerede indviede kender alle disse navne, og får ikke meget ud af igen at høre tre ord om deres meritter og eventyr. Og de uindviede vil formentlig have begrænset glæde af navnemængden, der enten vil sende læseren irriteret hen til Encyklopædien, eller måske blot til at droppe bogen.

Et sted indledes et afsnit: »I længere tid var jeg gået tidligt til ro«. De fleste vil øjeblikkeligt opsnappe Proust-henvisningen, men den aktiveres overhovedet ikke i afsnittet, der kommer til at handle om Bataille, død og sex.


Og midt i al navnedropningen kommer der pludselig korte beskrivelser af udvalgte navne: Men hvorfor lidt om f.eks. Lautréamont, hvis vi intet hører om hele resten? Skulle man være rigtig perfid, kunne man få den mistanke, at værket er skrevet af en tredjeårsstuderende på Moderne Kultur, der sammen med gutterne skal sidde og fnise lidt indforstået over den nyligt opnåede viden.

Men det kan måske ikke passe, for flippen oplyser, at K »sandsynligvis« er født i 1948, han har en hund ved navn Simba som følgesvend og oppasses jævnligt af elskerinden Ana med de daddelformede øjne.

Ikke desto mindre er der et umiskendeligt element af bugtaleri over hele projektet: Stemmen minder lidt om noget, der dufter lidt af Walter Benjamin, f.eks. 'Barndom i Berlin omkring år 1900', emmer en lille, bleg anelse af futuristernes gakkede ordspring, snerper hen ad den anden store kopist Canettis kortprosa - men aldrig helt når originalerne til op over cirka midt på de behårede skinneben.

Der står: »Det er samtidig en historie om et Europa, som vi forlader, om at fare vild i en for længst kortlagt verden og om tavsheden og selvmordet som mulighed«. Det er denne patos, der skal dufte af centraleuropæisk vemod, der virker noget letkøbt undervejs.

Man bliver ikke rigtig melankolsk stemt, vi er trods alt på al, al for bekvem afstand af Walsers gådefuldhed og Benjamins 'Saturn'.


Alligevel, alligevel: Bogen har noget, et eller andet, der gør, at man tøver, før guillotinen suser ned og svisjer 'kitsch'. Laxness er der, ved siden af Pessoa, Artaud og Brik. Gombrowicz er med, sammen med Jarry, Ernst og Unamuno.

Alene sådan nogen små heterodoxe glimt gør, at man ikke helt kan bekvemme sig til at affeje molevitten som en studentikos spøg. En lidt pudsig sag er det ikke desto mindre, mellem kitsch og bugtaleri, kuriøse glimt og harmløse excesser. Det bedste er dens udseende: en køn lille trefarvet ting.