»Vladimir. Jeg trænger!«. Sådan stønner fru Jaroslav midt i dobbeltsengen. Hun trænger til sild. Hun er gravid med tvillinger. Men denne gang siger hr. Vladimir Jaroslav, Østergade 41, Nyrup på Fyn: »Nej«. Det siger han ellers ikke så tit, men nu er der kun én fisk tilbage i tønden, og tønden tilhører naboen. Vi er tilbage i 1950'erne, der er det mest velbeskrevne årti i dansk børnelitteratur - og måske det mest kedsommelige. Det er Jens Peder Larsen, der med 17 års forsinkelse afslutter 'Dupra'-serien. 'Den er dupra - lidt endnu!' er tredje bind. De to første kom midt i 1980'erne og kickstartede hans gode forfattergerning. Nu rider Anders og Christian igen i en række enkeltstående scener af byhygge, nøjsomhed og appetit på livet, der tilsammen danner et gulnet foto af en slidsom fortid, hvor man spillede ludo om aftenen. Anders bor hos sine bedsteforældre, og Christian bor ovenover med Vladimir og frue. Forældrenes polskagtige temperament har gjort drengen flegmatisk og sulten. Så mens vennerne undgår al kontakt med piger (næsten), skal grevindens raceheste have nye sko, den magre bykat emigrerer til en anden ø, der kommer en spiritist til opgangen, og svaleungerne titter ud af reden. Det er ren solidaritet, der aldrig bliver hverken nostalgisk eller oversolidarisk. Ingen bliver dømt - måske med undtagelse af smugkrobestyreren inde ved siden af. Jens Peder Larsen skriver på en særlig lys tone med sans for præcise detaljer og sammenhænge. Den seneste ungdomsroman 'Under regnbuen' er et mindre mesterværk. (Største mesterværk er jo 'Brønden', der er ren Kafka for begyndere.) Så en ny Dupra-bog giver både glæde og undren. Glæde fordi den er så venlig, klog og underholdende. En flot finale med tvillinger i. Og så undren over en tid, der næppe mere er synlig i børns bakspejl. Året er 1956. Som to 12-årige er Anders og Christian ved at være klar til det bløde køn. Jens Peder Larsen vælger at holde historien hér, mens den endnu er helt ren og dupra.