De seneste år har budt på flere generationsromaner med omdrejningspunkt i store drenge og unge mænds liv fra 1970'erne og frem. Tidsbilleder af den nære fortid. Det gælder den norske Lars Saabye Christensens 'Beatles' og til dels 'Halvbroderen', det gælder den finlandssvenske Kjell Westös 'Vrådan att vara Skrake' (på vej på dansk) og fra dansk hold f.eks. Benn Q. Holms 'Album'. Som Jan Kjærstad siger: Når en forfatter går ned i erindringerne fra de år, han var mellem tolv og tyve, så vælter billederne frem. Det er en guldgrube. Det er det også for den britiske Jonathan Coe (f. 1961), som vi senest kender fra den intelligente og originale roman 'Søvnens hus'. Med sin nye 'Flipperklubben' har han skildret 1970'erne, hvor drømmeren Benjamin går omkring i Birmingham sammen med sine venner på privatskolen, mens deres fædre enten er optaget af at organisere strejker eller af at forhindre dem - alt efter hvor de er placeret i det England, der i 1973, hvor romanen begynder, fremstår som et ganske brutalt klassesamfund. Jeg boede i England i 1972-73 og genkender hele den britiske atmosfære af formfuldendt dekorum smurt ud over en rå virkelighed, som Coe får levendegjort i et mylder af detaljeret hverdagsskildring, indlejret i en samfundsmæssig realitet af stærke fagforeninger, strejker, store skel mellem mennesker. Militante typer med krav om genopretning af ro og orden. National Front. Og national uro: IRA. Indvandrere og flygtninge, der fik den almindelige brite til at mene, at landets økonomiske misere bundede i, at de skulle understøtte hele verden. Musikken, der bar en generationsfølelse af oprør mod de vedtagne normer. Og midt i det hele blev verden holdt sammen af skoleuniformer, Yorkshirepudding og de på én gang nagelfaste og udfordrede rester af victorianske omgangsformer.