Det er utroligt, hvad en sommerferie ved Isefjorden kan gøre ved to unge, bankende hjerter. 'Rasmus & Julie' kan lede tankerne hen mod en engelsk digter, men det er nu mere Dennis J. og Bjarne Reuter, der har banet vejen for Lasse Bak Sørensens debutbog om kærligheden mellem Julie og Rasmus. De er et umage par - Julie er to ældre og bedsteveninde med Rasmus' storesøster, og hun starter med at lammetæve ham henne i karateklubben, blot fordi han siger til hende: »Du har dejlige bryster«. Smak! svarer hendes vristspark, og så dasker historien af sted på en venlig og medgrinende facon, sådan som nørder snakker med hinanden. Og Julies bryster er virkeligt dejlige, og efter noget teatertorden forenes de to i skuret hos en grønlænder, der vender kajakken ude i bugten imens. Lasse Bak Sørensen fortæller friskt og ligetil i et flydende sprog. Der er visse regler i nørdgenren, som skal overholdes. F.eks. skal det ende godt (næsten), og der må ikke være noget farligt undervejs. En rødmen, hosten, knæskælven - ja, ligefrem besvimelse - det hører alt sammen med, og denne forfatter leverer varen. Et hjørne af nørdhistorierne er, når nogle strandløvelignende personer bliver sat på plads i al deres selvtilfredse svulmen. Det sker i flot stil hér. Der er også et livligt galleri af forbipasserende. De fleste hovedpersoner i dén slags bøger er i virkeligheden ikke rigtigt interesseret i at blive afnørdificeret, medmindre det sker ved tvang og kvindelist. En ædel genre er det! 'Rasmus & Julie' er skrevet uden antydning af hensigt. Den er til glæde og indforstået grin og fuld af kloge iagttagelser fra bag de tykke klogebriller af kønnenes kamplyst og kapløb. Historien er uskyldig og overbærende over for livets små og store tilskikkelser. Solen skinner videre over Solvænget 6 i Brønshøj, hvor forfatteren har været så venlig at anbringe sin Rasmus med den spændende familie. Det er ikke så langt fra, hvor Buster bor.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























