Hvis tegneren Gillian Johnson fra Canada kan få den store pris ved børnebogsmessen i Bologna (i 2001), så kan Maria Helleberg få Nobelprisen. 'Min søster Mini' er sådan en international bog, som der går tolv på dusinet af. Tegningerne er ferske og upersonlige, tonen i billederne er hengemt, opstyltet , og historien er ikke meget bevendt. Ja, det er helt sovjetiske tilstande (læs: markedsøkonomiske interesser) i Bologna, hvis man kan præmiere sådanne billeder. Gilian Johnson har heller ikke læst ordentligt på sin Erik Sigsgaard. Her er raffineret skældud til en tidligere overhund i puddels pels - blot fordi den bliver skubbet bort fra sofaen af en lillebror fra dyreinternatet, som viser sig at være en søster. Meningen er den alt for tydelige at fortælle i hundeham om problemerne ved, at familien bliver større. Om jalousi og mindreværd, raseri og direkte ondsindede handlinger. Alt sammen for at slippe af med et irriterende væsen, som fylder det hele. På gode vers fortælles historien om Teodor med den fine klipning, og hvordan han reagerer på det store, nye, kvabsede væsen i sit liv. Det er en bande løsgående hunde i drillehumør, som til slut tænder familiefølelsen i Teodor med den fine dusk i halen. Det er et anstrengt og kringlet forløb med en hensigt, som man mærker fra alderen 3-4 år og opefter. Sådan en bog kan sælges fra Nordkap til Sydpolen. Tegningerne fornærmer ingen, historien er tilpas Kloge-Aaget til, at man tror, den har substans, og så er den blåstemplet af branchen. Det er til at blive arrig over.
McBilledbog
Lyt til artiklen
