Den succesfulde og meget rige Jack Whitman har et mantra: »Vi kan alle sammen erstattes. Vi er bare kroppe. Er det ikke sandt?«. Når princippet bruges i arbejdslivet, er det den rå junglelov, men overført til kærlighedslivet er loven måske ikke bare ubehagelig, men helligbrøde? Måske er det hybris at overtage farens plads i en lille piges hjerte? Og det bliver ikke moralsk bedre af, at man selv har mistet sin lille spæde pige, og at det var grufuldt gjort af skæbnen. Selv om man selv har lidt et stort tab, der har efterladt en sugende tomhed indeni, så skal man stadig holde sig fra andre mænds børn og koner. Colin Harrison har skrevet en storbythriller, et samvittighedsdrama, der indimellem har gyserens karakter, så intens er den. Hovedpersonen Jack Whitman er 35 år og kører en dag i subway. Han er nået godt til tops i USA's største medieimperium. Han tjener sine 395.000 dollar om året, indtil han møder smukke Dolores, der ikke tjener noget som helst og har en datter med på slæb. Datteren er iført genbrugstøj, og moren er ikke pænere klædt på, snarere værre. Hendes frakke er gammel, den er også for stor og nusset. Dolores er overhovedet ikke sådan en kvinde, som Jack skulle falde for. Hun er ikke helt hvid og hendes øjne har faktisk samme farve som Coca-Cola. Men Jack er fortabt.
En krop for meget
Lyt til artiklen
