Den gamle digter kommer til at stå sin prøve de næste år. Hvis vi får H.C.A.- forstoppelse inden år 2005, så duede han ikke! Det har netop altid været Andersens styrke, at ingen har kunnet tegne (eller genfortælle) ham ihjel og flad. Lindhardt og Ringhof er i gang med en serie, hvor et enkelt eventyr udkommer i politisk korrekt version i kvadratisk billedbogsformat med mange tegninger af Otto Dickmeiss. Denne gang er det 'Sneedronningen'. Og hvad passer vel bedre til hinanden end den unge tegner med de store, forundrede hoveder og digteren med det inderligste af alle eventyrene - dét om kjærlighed. Otto Dickmeiss fortæller i sin angelsaksiske stil, hvor det hele for det meste ser så almindeligt, nærmest trivielt ud - også i kulørerne - bortset fra de små kroppe, som bærer de store hoveder med så alvorlige øjne. Hvad har han gang i!? Disse billeder vækker bestemte følelser af uro under overfladen - og forstærkes netop af idylliske svaler eller bankende hjerter. For det meste tæmmer tegneren sine surrealistiske tilbøjeligheder, men der er dybe og mærkværdigt indsigtsfulde nye billeder til det indre arkiv. 'Sne-' eller 'Snee-', så samler Otto Dickmeiss omhyggeligt sine spejlsplinter til en ny og personlig fortolkning af det eventyr, de fleste har billeder af inde i hovedet. Og uden at ryste på hånden. Så her er igen-igen den store fortælling om et spejl, hvori »de deiligste Landskaber saae ud som kogt Spinat«. Otto Dickmeiss supplerer med baked beans. Hvor er det godt!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























