Det er en rundtosset og frustreret anmelder, Gorm Rasmussens roman 'Natbarber' efterlader sig. Men så meget fik jeg da fat i: Fortælleren Espen er en frustreret og bitter gammel flipper af en falleret folkemindesamler, der bestyrer et lille lokalhistorisk arkiv på landet. Han har haft nogle flyvske og aldrig realiserede ideer til et universitetsspeciale, han har et problematisk forhold til sin far og sin ekskone, han bliver jævnligt liderlig, og han er elendig til sit arbejde. Det sættes på spidsen, da han føler sig truet af den unge, banale og ivrige arkæolog Ejlif. Hadet til de tilpassede er lige så stort som selvhadet. At Espen er et gammelt syrehoved, dokumenteres kun alt for godt i romanens kaotiske form, så godt at det må være ufrivilligt fra forfatterens side. De gode detaljer væltes ud uden økonomi, ligesom hos en værtshusvismand. Persongalleriet og konflikten introduceres og beskrives på en måde, der hverken har hoved eller hale: Enten bliver der bygget op til - ingenting, eller det, der var noget, eller kunne blive det, afvikles skånselsløst. Teksten virker som et mislykket forsøg på at udtrykke en bevidsthedsstrøm. Den handling, man som læser får gravet frem, er såre banal: En karikatur af en entreprenørskurk vil bygge et megalomant turistmekka i den stakkels danske natur. Tilsammen giver det en stærk kandidat til årets værste bog for denne anmelder. Man spørger sig selv, om redaktøren på Gyldendal har forstået noget?
Rundtosset
Lyt til artiklen
