Valdemar Wimmers er en midaldrende tjener fra de hedengangne Sverigesbåde, et job, som har skadet både lever og ryg. Men nu har han arvet, og så skal han op til Hornbæk. Ikke ud hos de fine i strandkanten, men hos de mellemfine i kolonihaver til helårsbeboelse. Og så går den ellers derudad i denne sag fra poeten Jac, hvis saftige univers sprogligt slanger sig ud i sex og hoste, suk og hvin, øl og snaps og nu og da et glas vin eller snarere tre og fire. Wimmers laver ballade, får sig en kæreste eller to, ryger ind og ud af fængslet, fordi han nikker skaller og begår selvtægt, når en nabo ej er for god. Kæresten tager til Århus med en gammel kæreste, såmænd en anden kvinde, og får så Valdemar som en svoren fjende. Men også i Århus er der håb og kvinder, så Wimmers er igen på sin vej og ude med den snøre, enhver mand har mellem benene. Alt i alt og til slut tager han den så lidt med ro. Én gang sjover, altid sjover, og det er det sjove ved denne roman, der munder ud i en håndfuld digte med frie rim om at slippe fangerne løs, leve livet hele livet, nyde strand og skov, gerne med en flaske, et stykke mad, moro og megen elskov. For Valdemar er der nemlig altid en Atterdag. På lidt over 60 sider er der mere gang i den, her i 'Valdemar Wimmers' ankomst' end i mangen større roman om kærestesorg, håbløse slægter og andre ulyksalige, som fægter sig igennem virkelighedens labyrint. Det er en kliche, men den melder sig igen og igen, F.P. Jac kan altså noget sublimt med sproget, så det bjergtager enhver læser med en fænomenal verbal vandretur ud i lyst og liv. Simpelthen det store i det små, ord, som møder ord, og sød musik opstår. Læs selv efter og gå med ud i Jacs kolonihave med stier af lir, som deler sig i alle retninger.