I sin forrige digtsamling - den meget vellykkede akronologiske erindringsbog 'Pokalhjertet' (2000) - skildrede Mikael Josephsen en opvækst i et socialt belastet miljø præget af drikfældighed, angst og travsport. Forfatterens nye digtsamling, 'Hannahs dyrehave', kan læses som en slags fortsættelse: Den skriver sig ud af barndommen, gennem en mildt sagt turbulent ungdom og ind i en voksentilværelse. Kompositorisk og stilistisk er bogen imidlertid anderledes skruet sammen end 'Pokalhjertet': De nye digte - som næsten alle sammen er i prosa - hænger i højere grad sammen som én lang, flimrende, men dog nogenlunde kronologisk tekst. I den aftegnes en historie om en person, der fra sin allertidligste ungdom tumler gennem tilværelsen, mens han fortvivlet forsøger at stabilisere sit liv ved hjælp af blandt andet parforhold, uddannelsesforsøg, et smut til søs, familiepleje og psykiatriske hospitaler. Der er ikke tale om stadier på vej mod en stadig større grad af forløsning, men om nye vers i en uendelig sang, hvor omkvædet til stadighed er sprut, stoffer og nederlag. Dog øjnes der et håb mod slutningen, hvor en kvinde og et barn vækker modenhed og ansvarsfølelse i hovedpersonen.
Endeløs rustur gennem liv og sprog
Lyt til artiklen
