I seng med fjenden

Lyt til artiklen

Et lille FN-fly med en halv snes mennesker om bord styrter ned ved landingen i New York. Eneste overlevende er Robert Harland, der snart efter af generalsekretæren, sin øverste chef, bliver bedt om at efterforske netop dette flystyrt og alt, hvad der er involveret i det. Harland har en fortid som britisk agent i det gamle Østeuropa, og i hans fortid skjuler der sig også en kærlighedsaffære med en smuk ung kvindelig agent fra den tjekkiske efterretningstjeneste, en affære med følger, som Harland ikke har kendt til. Forbudte fornøjelser dengang, men nu er vi i det 21. århundrede, og fortidens fjender er blevet venner - eller hvad? Harland kommer ikke bare til at afdække mere og mere uhyggelige sammenhænge i nutiden, men også det meste af sit eget liv, og spørgsmålet om, hvem der er venner, og hvem der er fjender, giver hele tiden nye svar, mens en superskurk af djævelsk dimension efterhånden toner frem i baggrunden, og visse krigshandlinger i Bosnien rykker i fokus. Henry Porter (f. 1953) er en britisk journalist, der nu er begyndt at skrive spændingsromaner. 'En spions liv' er hans opus 2, og den er en klassisk spionroman af slagsen, hvor døden tit kun er et hushjørne borte, hvor røgslørene ofte er uigennemtrængelige, og hvor helten kun har sin egen intuition og handlekraft at stole på. Researchen er god nok til at fylde de mange sider, og kombinationen af gamle dages øst-vest-konfrontation og nutidens morads af skjulte interesser er også ganske virkningsfuld. Måske får plottet et unødvendigt twist eller to undervejs, og måske er der lidt for mange tilfældige, men afgørende sammentræf - det rokker dog ikke ved, at bogen er god underholdning for dem, der holder af genren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her